Hornum - Meet The Locals

Hornum

Photo: Destination Himmerland

Hornum har utrolig meget at byde på. De lokale praler med, at hvis der er noget, man ikke finder i Hornum, så er det fordi, det ikke er nødvendigt.

En spændende by som bestemt er et besøg værd, uanset du kommer i bil, via hærvejsruten eller tager bussen til byen.

Her finder man noget til alle aldre og interesser. Hornum byder blandt andet på Jernbanemuseum, Lokalhistorisk Arkiv, folkeskole med overbygning, gallerier, blomsterbutikker, modeljernbane, gammel rebslageribygning, Dagli’ Brugs med post og apotek, kulturhus, kro med hjemmelavet mad, cafe, kirke, rideskole og et væld af aktive foreninger samt fritidsaktiviteter.

Hornum er byen, hvor Bølle Bob blev født og stadig har hjemme. Gunnar Geertsen opdigtede den fiktive figur i forbindelse med udgivelsen af de velkendte Bølle Bob sange, der blev sunget af Hornum Koret, der ligeledes blev dannet af Geertsen. Ved Bølle Bob Banen - hele byens legeplads med både trampoliner, et væld af smukke blomster og Vesthimmerland kommunes længste svævebane – har Geertsen fået sin egen plads: ”Gunner Geertsens Plads”. Byen markedsfører sig i dag blandt andet på Bølle Bob figuren med legeplads, gavlmaleri og egen vin.

Hvert år afholdes det store Septembermarked, kendt som byens hestemarked, der er Hornums byfest. Her står en hel uge i fællesskabets ånd. De forskellige foreninger går sammen om at skabe rammerne for byfesten - og hjælpende kræfter fra de mange frivillige gør, at det år efter år altid er en succes. Et tilløbsstykke, hvor folk fra nær og fjern mødes for blandt andet at opleve kræmmermarked, revy, bankospil, bilboksning og festlige aftener i byens markedshal.

 

Oplev også:

  • Truckshow
  • Torveaften
  • Sankt Hans
  • Julearrangementer
  • Fællesspisninger
  • Foredrag
  • Kulturelle indslag

                                                                                                                                                   MTL logo

 

Følg os her:

VisitHimmerland © 2024
English