Strandby - Meet The Locals

Strandby

Photo: Destination Himmerland

Strandby er en landsby i det vestlige Himmerland ud til Limfjorden og nær Ertebølle og Farsø.

I Strandby er kunsten det helt store omdrejningspunkt. Her er der alt fra trækunst til keramik og kunstmalerier med mere. Man bliver budt velkommen til byen af kunsten på byportene ved de tre indfaldsveje, hvor lokale kunstnere har udtrykt sig på hver sin måde.

Desuden er kunsten også at finde rundt i byen - for eksempel den 170 cm høje keramikkrukke, der står ved kirken. Krukken er lavet af den lokale keramiker Askel Krog, som desuden kom i Guinness Rekordbog i 1991 for at have drejet verdens største hånddrejede krukke på 3,19 m.

Strandby er en aktiv by med meget liv og mange arrangementer. Hvert år afholdes blandt andet høstfest, stort julemarked, Sankt Hans og herremarch i byen, som alle er velbesøgt - både af lokale og andre i området.

Byen har, som noget specielt, et museum hvor danske militæruniformer er udstillet. Den private samling har stået på i over 40 år og består af cirka 400 uniformer, hvoraf over 220 af dem er udstillet på figurer. Næsten samtlige modeller fra hæren fra 1885 til i dag er at finde i udstillingen.

Strandbyhallen er hele byens sportscentrum. Her er både volleyball og badminton, og hallen benyttes af mange foreninger. Der er ydermere tilhørende fodboldbaner. Det er også i hallen, at mange af de store arrangementer i byen afholdes.

Desuden er der i byen en økologisk grøntsagsmand, Tonny van Lankveld, som sælger sine grøntsager med mere i boder i byen. Landbruget leverer grøntsager til flere store selskaber som eksempelvis Skagen Food.

 

Oplev også: 

  • Strandby Kirke
  • Skolestenen ved Strandby Kirke

                                                                                                                                                   MTL logo

 

Følg os her:

VisitHimmerland © 2024
English